Varmelastsamarbejdet

Varmelast er organiseret som et samarbejde mellem de tre største kommunalt ejede varmeselskaber i hovedstadsområdet CTR, VEKS og HOFOR Fjernvarme.

VEKS, Køge Kraftvarmeværk, detalje

Lastfordelingen af varmeproduktionen i området foretages af Varmelastenheden, som bemandes af i alt fem medarbejdere fra de tre varmeselskaber. 

Varmelastenheden laver altid day-ahead planlægningen, mens intraday varmeplaner om aftenen og om natten normalt laves af varmeselskabernes døgnbemandede kontrolrum på baggrund af modelkørsler fra Varmelastenhedens modelværktøjer. Varmelast’s medarbejdere kan efter behov kontaktes via en vagt-ordning.

VEKS og CTR’s kontrolrum har det endelige ansvar for forsyningssikkerheden og kan starte spidslastenheder ved kritiske situationer.


* Producenter i Fællesudvalget: Ørsted, HOFOR Energiproduktion Køge Kraftvarmeværk (VEKS), Amager Ressource Center, Vestforbrænding og ARGO.

Det overordnede ansvar for varmelastsamarbejdet er placeret i en styregruppe, som består af ledende medarbejdere fra de tre varmeselskaber. Styregruppen træffer alle beslutninger vedrørende drift af Varmelast, eksempelvis om ændringer, bemanding, budgetter, indkøb og analyseprojekter. Formandsskabet for styregruppen varetages på skift af de tre varmeselskaber.

Aftalen om lastfordelingen af varmeproduktionen varetages og besluttes i Fællesudvalget. VEKS, CTR og HOFOR Fjernvarme har i samarbejde indgået lastfordelingsaftalen med ejerne af de store kraftvarmeværker HOFOR Energiproduktion og Ørsted. Medlemmerne af Fællesudvalget er Varmelasts styregruppe samt repræsentanter fra varmeproducenterne. Ud over varmeproducenterne HOFOR Energiproduktion og Ørsted deltager det VEKS-ejede Køge Kraftvarmeværk samt affaldsenergiselskaberne ARC, Vestforbrænding og ARGO ligeledes i Fællesudvalget. 

Aktuelt forberedes en opdatering af lastfordelingsaftalen for tilrettelæggelse af varmeproduktionen i hovedstadsområdet. Det er besluttet, at denne aftale også vil tiltrædes af affaldsenergiselskaberne.

For at støtte Varmelast i forbindelse med udvikling og ændringer i varmesystemet er der oprettet en Backofficegruppe. Backofficegruppen er det daglige bindeled mellem Varmelast og varmeselskaberne, hvor en række medarbejdere fra de tre varmeselskaber deltager i backofficearbejdet. Backofficefunktionerne har dels til opgave at formidle ændringer, der er på vej i fjernvarmesystemerne og på værkerne samt på energimarkederne mv., som Varmelast skal forberede lastfordelingsmodellerne på at kunne håndtere. Dels bistår backoffice med udviklingen af varmelastfunktionen, og bidrager til analyser og større opgaver, som skal udføres i Varmelast. 

Driftsgruppen er Varmelasts kontaktflade med varmeproducenterne. Gruppen bruges primært af Varmelast til afklaring af spørgsmål og hændelser i dagligdagen. 

 
Varmeplaner

Dayahead plan
Planen viser den forventede varmeplan for de to efterfølgende driftsdøgn. Dayahead planen udsendes dagligt kl. 10.30

Intraday-plan
Planen viser den tilrettede varmeplan med fokus på de næste fire timer. Der laves intra-day planer seks gange i døgnet.

VEKS transmission , vagt i driftscentralen
Sikker fjernvarme

Varmelast varetager planlægningen af varmeproduktionen, og sikrer dermed den økonomisk mest effektive fjernvarmeproduktion.

Den daglige drift af fjernvarmenettet i hovedstadsområdet håndteres af medarbejdere i CTR og VEKS’ kontrolrum - fysisk placeret på henholdsvis Frederiksberg og i Albertslund. HOFOR betaler CTR for at overvåge/styre HOFORs distributionsnet.

Det er kontrolrummene, der i sidste ende sørger for, at der bliver leveret fjernvarme til de lokale fjernvarmenet - også i tilfælde med forsyningssvigt på et anlæg.